Uligheden i Danmark Stiger!
11. nov 2007 19:00, nyevinkler
Danmark er et af de rigeste lande i verden. Det er et godt udgangspunkt for at bygge et godt samfund. For økonomisk velstand er vigtigt, hvis man vil tage sig af sig selv, sine medmennesker og verdens problemer. Men økonomisk velstand er ikke nok, for penge i sig selv gør intet godt, hvis de ikke beriger alle, men tværtimod skævvrider samfundet.
Uligheden i Danmark er vokset markant de sidste år: En helt ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at fra 1995 til 2004 – dvs. både under Nyrup og Fogh – er uligheden steget:
- de fattigste 10 % af befolkningen har kun fået 158 kr. mere om måneden til rådighed.
- de rigeste 10 % af befolkningen har fået 6.117 kr. mere om måneden til rådighed.
Nogle borgerlige påstår, at ulighed er en vigtig ting, der skaber dynamik, og dermed et bedre samfund. Det er forkert – ulighed skaber ikke et bedre samfund. Stigende ulighed medfører bl.a.:
- at flere bliver udelukket fra at deltage fuldt ud i samfundet – de ikke har råd til ordentligt tøj, til børnenes lejrskole, til at gå med i biografen, til at være med i fitness-klubben osv.
- stigende utryghed og frygt – når uligheden i et samfund bliver større og flere skubbes ud i randen af samfundet, murer de rige sig inde, og de fattige bliver muret ind i ghettoer!
- større forskel i sundhed og levetid – folk, der er socialt marginaliserede, har dårligere helbred og lever kortere tid end andre.
Ulighed splitter samfundet, ulighed går i arv fra forældre til deres børn – og når der er stor ulighed bilder de rige sig ind, at det er fordi, de fortjener det. I Enhedslisten mener vi ikke, at nogle mennesker er mere værd end andre, men at alle har ret til et ordentligt liv – derfor skal uligheden bekæmpes!
Kilder:
LO – Hvidbog om ulighed 2007
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – Levekår og Ulighed 2007